To døde hunde smidt i grav med deres madskåle
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
På Tangvej i Asserbo i Nordsjælland havde nogle af beboerne i et stykke tid undret sig over en fæl stank fra Melby Overdrev. Lørdag i sidste weekend opdagede et ægtepar så årsagen til stanken - en lille, cirka halv meter dyb, grav, hvori der lå to døde hunde og deres madskåle.
De to hunde-lig er svære at racebestemme med sikkerhed efter at have ligget i graven med sten og grus et stykke tid, men det vurderes, at der er tale om en terrier og en mops. Den ene af de madskåle, som var smidt med i graven, bar teksten Princess. Den anden var en Disney-madskål.
Det tragiske fund undrer områdeformand i Dyrenes Beskyttelse i Nordsjælland, John Stubtoft Nielsen:
"To hunde dør jo normalt ikke bare sådan samtidigt, så et eller andet bekymrende er der jo sket. Motivet er dog et mysterium, men der kan være tale om stjålne eller importerede hunde, som af uvisse årsager er blevet dræbt. Men det er ren gætværk," udtaler John Støbtoft Nielsen.
Han håber, at historien om fundet af hundene vil nå ud til eventuelle ejere, som måske mangler de to hunde.
Området, de er begravet i, ligger tæt på vandet og er under en kilometer fra populære Liseleje. Rigtig mange turister opholder sig her, og de parkerer blandt andet på nogle af vejens større p-pladser.
"Det kan være, at nogen har set noget konkret i den forbindelse. I så fald må man gerne kontakte os i Dyrenes Beskyttelse, Nordsjælland," siger John Stubtoft Nielsen. Han fortæller samtidig, at man vil forsøge at finde ud af, om der er chip i hundene, som kan scannes, i håb om at finde frem til deres identitet.
Se flere videoer på localeyes.dk