Fortsæt til indhold

Kvindelig bilist torpederede to mænd som lå og sloges midt på vejen

Krimi
Jacob Nielsen

Med 40-50 km/t torpederede en kvindelig bilist torsdag aften klokken 20.25 to mænd, som lå og sloges midt på Tårnborgvej i Korsør.
Et øjenvidne, som så påkørslen fra sin lejlighed, fortæller til Ekstra Bladet, at bilisten ikke havde en chance for at undgå at ramme de to mænd, som begge kom til skade og blev kørt på hospitalet. Den ene mand røg ind under bilen, da de blev ramt. Den anden fløj over på den modsatte side af vejen, forklarer politiets kvindelige øjenvidne, som selv løb ned på gaden for at hjælpe de tilskadekomne.
De var kort forinden kommet op at slås, efter den ene var kommet kørende i sin bil. Han standsede angiveligt op, fordi den anden mand, som stod på fortovet, provokerede ham. En hurtig konfrontation endte med, at de to lå og trillede rundt med hinanden midt å vejen, har vidnet fortalt.
Vejnavnet Tårnborgvej, Korsør ringer sikkert en klokke i manges ører. Det er i denne gade, at politiet for få dage siden ransagede to lejligheder i sagen om den forsvundne 18-årige Emilie Meng. Men at påkørslen foregik i denne gade er helt tilfældigt. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at sagerne har noget med hinanden at gøre, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jens Frederiksen, til Ekstra Bladet.
Bilisten som ramte mændene er chokeret men er ellers sluppet uden skader.