Fortsæt til indhold

Gift mand anklaget for timelangt sexmisbrug af 16-årig pige på hotel

Krimi
Jacob Nielsen

En 34-årig mand med indvandrerbaggrund sidder på anklagebænken ved Retten i Helsingør, tiltalt for at stå bag et voldeligt sexovergreb på en kun 16-årig pige på Hotel Sleep2Night i Helsingør i 2014. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge anklagen skulle pigen ved vold og trusler om vold være blevet tvunget til anden seksuel omgang end samleje af manden, som også truede med, at hun ville blive tvunget til at drikke hans urin og ikke ville slippe fra hotellet i live, hvis hun ikke adlød hans ordrer.
Manden skulle også - uden pigens samtykke - have optaget videoer og billeder af den grusomme episode på hotelværelset, og han afpressede pigen til at sende ham flere pornografiske billeder.
Pigen anmeldte dog sagen til Københavns Politi, som har efterforsket sagen, der blandt andet indeholder en 600 sider lang email-korrespondance og et hav af billeder og videoer optaget på mobiltelefon.
Den nu 18-årige pige var ifølge Frederiksborg Amts Avis ikke selv til stede i retten af psykiske årsager, men det var den 34-årige, som nægter tiltalen og kræver frifindelse. Flere af de seksuelle forhold i sagen erkender han dog. Blandt andet at han kom i forbindelse med den 16-årige pige på det sociale medie Arto, hvor han havde udgivet sig for at være en forretningsmand, som ofte rejste i udlandet, men som ønskede et kærligt og uforpligtende forhold herhjemme. Et forhold han gerne ville betale penge for. En betaling den 16-årige dog afviste i de mange mails, som blev læst op i retten.
Der falder dom i sagen fredag, skriver Frederiksborg Amts Avis.