Fortsæt til indhold

"Da han trak fingeren til sig, manglede spidsen"

Krimi
Kristine L Nydahl

Tirsdag morgen kom en medarbejder hos Fjernvarme Horsens på Endelavevej helt galt af sted.
Medarbejderen, der er en 30-årig mand fra Horsens, skulle lave en fejlsøgning på en elevator.
”Hans finger blev mast mellem et hjul og den wire, der trækker elevatoren. Da han trak fingeren til sig, manglede spidsen,” siger forsyningschef Lars Stachelhaus og fortsætter:
”Vi var frygteligt kede af at høre om, hvad der var sket. Det er ikke det, der er meningen med at gå på arbejde.”
Ifølge Lars Stachelhaus var manden kravlet over en låge, det ikke var meningen, han skulle krave over, da arbejdsulykken skete.
Arbejdstilsynet besøgte efterfølgende Fjernvarme Horsens for at undersøge, om sikkerheden var i orden.
”Sikkerheden var perfekt. Det var en menneskelig fejl. Men sådan noget, det skal ikke ske. Vi har i samarbejde med arbejdstilsynet diskuteret, hvordan vi kan gøre det mere sikkert. Vi laver derfor lågen højere,” siger Lars Stachelhaus.