Fortsæt til indhold

Gruppe af asylansøgere chikanerede 13-årige piger i svømmehal

Krimi
Arkiv

Tre 13-årige piger er blevet chikaneret af en gruppe asylansøgere i Svendborg Svømmeland. Forældrene har politianmeldt episoden og kontaktet kommunen, skriver Fyns Amts Avis og Fyens.dk.
Den ubehagelige oplevelse fremgår af et brev, som de tre pigers mødre har sendt til Svendborg Kommune, og som Fyns Amts Avis har læst. De tre piger er i svømmehallen sammen med den ene piges familie mandag eftermiddag, da der omkring klokken 13 dukker en gruppe på seks drenge op, som forældrene antager er asylansøgere fra Asylcenter Holmegård.
"De følger efter pigerne. Når pigerne skifter bassin, følger gruppen med og bevæger sig ifølge pigerne en stor del af tiden under en meter fra pigerne," skriver forældrene i det brev, der er sendt til kommunen.
Forældrene skriver i brevet, at chikanen foregår i næsten en time, før pigerne og familien forlader svømmehallen.
"På et tidspunkt går min datter op for at gå på toilettet. En af de unge mænd fra gruppen følger hende skridt for skridt ved at gå under en halv meter bag hende hele vejen op til toiletterne. Ifølge min datter vender han brat om, da en livredder kommer til syne," står der i brevet.
Den ene piges mor kontakter en livredder, som forsøger at berolige pigerne og forsikre dem om, at de ikke skal være bange.
"Livredderen er venlig, og det er fint. Men skal vores mindreårige piger så til gengæld acceptere at risikere at blive forfulgt af sådan en gruppe? Jeg spørger bare uden at kritisere livredderen," skriver den ene 13-årige piges mor i brevet.
Fyns Amts Avis har kontaktet Asylcenter Holmegård for at finde ud af, om man har været bekendt med, at en gruppe af deres beboer var i Svendborg Svømmehal mandag. Her bekræfter centerleder Ulrik Pihl, at de seks drenge er beboere fra Børnecenter Tullebølle, at de er mellem 14 og 17 år gamle. De var uledsaget i svømmehallen, skriver Fyns Amts Avis.