Fortsæt til indhold

Gennemtæskede lærer med knytnæveslag fordi han ikke måtte få en ny bog

Krimi
Jacob Nielsen

Spørgsmålet om retten til at få en ny skolebog udleveret var årsagen til, at en kun 13-årig elev i denne uge gik amok på sin lærer på en skole i Trelleborg. Det skriver Lokaltidningen.se, som er Lokalavisen.dks svenske søsteravis.
Den 13-årige dreng ville have udleveret en ny skolebog, fordi han havde ødelagt den gamle, og da læreren gav ham afslag på dette, blev han så rasende, at han overdængede læreren med slag.

"Han tildelte læreren en halv snes knytnæveslag og forsøgte også at ramme læreren i skridtet med sit knæ," fortæller Mats Rindborn Grahl fra lokalpolitiet i Trelleborg.
Først da en anden medarbejder på skolen trådte til, lykkedes det at få standset mishandlingen af læreren, som efterfølgende måtte på hospitalet til tjek. Blandt andet måtte man røntgenfotografere lærerens hånd, da man mistænkte, at den var brækket.
Fordi den voldelige elev er under 15 år gammel, kan han ikke straffes. Derfor er sagen overladt til de sociale myndigheder i Sverige, skriver Lokaltidningen.se.