Uhumske toiletter - og dette var hendes "stue"

"Mit møde med det danske hospitalsvæsen. I går tog jeg til lægen, med hvad jeg troede var influenza. Efter forskellige undersøgelser fik jeg tilbuddet om at blive hentet i ambulance eller selv køre direkte på akutmodtagelsen."
Sådan skriver Louise Voss i et langt Facebook-opslag, hvor hun fortæller om sin oplevelse med en indlæggelse og det danske hospitalsvæsen.
"På akutmodtagelsen blev jeg registreret, undersøgt og lagt i seng. Det hele gik hurtigt, effektivt og roligt. Der kom en læge, jeg fik taget diverse prøver, en CT scanning og fik en diagnose. Fra min egen læge til diagnose på akutafdelingen på 7 timer, det synes jeg sådan set er fint."
Men herfra begynder det at gå den helt anden vej.
"Jeg er alvorligt syg, men ikke mere end at det kan klares med intravenøst antibiotika et par dage, jeg har nyrebækkenbetændelse."
"Jeg havde kørt på adrenalin, nyhedens interesse eller chok hele dagen men da jeg omkring kl. 16 blev kørt op på medicinsk afdeling, og min seng blev sat i et hjørne af gangen og sygeplejersken derefter satte en skærm rundt om min seng, brast min verden fuldstændig."
"Hverken portøren eller sygeplejersken kommenterede at jeg blev lagt på gangen, det virkede som om det var det mest naturlige i verden. Først troede jeg det var indtil de fandt en stue til mig, men da det gik op for mig at mit lille aflukke VAR min stue græd jeg og græd og græd! Der var et tv der kørte for fuld knald på en stue, og ivrig diskussion fra en anden stue. I loftet et lysstofrør lige ned i hovedet på mig. Og min seng stod direkte op ad skabet med høretelefoner, som skulle vise sig at være meget populære for min seng blev flere gange flyttet for at mine medpatienter kunne få høretelefoner. Frem og tilbage."
Louise beskriver, hvordan hun ikke kan stoppe med at græde. Og hendes placering midt på gangen får masser af opmærksomhed fra de andre indlagte.
"To minutter efter jeg blev efterladt på gangen stod der en mand med en blodig urinpose hængene ved knæene og kiggede nysgerrigt ind bag min skærm, efter fem minutter kom en ældre dame traskende i morgenkåbe og iltapparatet på slæb for at se "den nye" og derefter havde jeg både pårørende og medpatienter som en lind strøm af tilskuere til min gradvise opløsning på en gang, på et dansk hospital."
Louise blev ved med at græde, og derfor fik hun i sidste ende lov til at komme hjem at sove. Det fik hende til at falde til ro - men så skulle hun tisse.
"Det blev en ny forholdvis stor udfordring. Når jeg bruger offentlige toiletter er jeg omhyggelig med at finde et der er rent og jeg tørrer altid toilettet af inden jeg bruger det. Kald mig bare sart. På det første toilet jeg forsøgte mig med var der blod, både ned ad toilettet og på gulvet. På det andet toilet var der urin og afføring på sædet og personaletoilettet er no go, når man er patient (selvom det var fristende)."
"Derfor besluttede jeg mig for at holde mig i de to timer, der var til jeg måtte tage hjem. Måske ikke det bedste med en blærebetændelse, men jeg magtede det ikke! At skulle rengøre et toilet eller lede efter et rent toilet før jeg kunne tisse var for uoverskueligt for mig. Så tilbage i sengen med mig."
"Mit held var den sødeste sygeplejerske, i øvrigt den samme der fik mig hjem om natten. Jeg fortalte hende om mit toilet problem, og hun fandt et rent toilet til mig, som hun oveni købet sprittede af for mig. Stor taknemmelighed til min sygeplejerske-engel."

Efter at have sovet hjemme skulle Louise igen møde op på hospitalet næste morgen. Men herfra gik det galt igen. Sygeplejersken spørger Louise, hvad planen er for i dag. Men det er der ingen, der har fortalt hende. Og da hun beder om smertestillende, som lægen har ordineret - ja, så er de ikke til stede på hverken afdelingen eller naboafdelingen. Og derfor må hun nøjes med panodil.
"Jeg endte med at bede om to Panodil som jeg så fik - men blev lidt overrasket, da sygeplejersken 30 min senere bad mig tage min temperatur? Ikke overraskende havde jeg ikke feber. Klokken blev også 12 før jeg endelig fik en ren t-shirt, der ellers står i et bur 3 meter fra mig. Men som jeg som patient ikke må røre. Endelig 3,5 time efter jeg spurgte første gang, fik jeg den smertestillende pille lægen havde ordineret."
Og Louise møder andre i samme situation.
"En sød dame, der også lå på gangen og havde sovet der, fortalte at der havde været fest kl. 2 på en af stuerne, de havde i hvert fald været vågne og snakket og hygget. Mærker taknemmeligheden over at jeg var rask nok til at køre hjem og til at sige fra over at skulle sove på gangen!"
"Tæt på min seng på gangen lå Viola i isolation. Indimellem kom hun ud på gangen og kunne ikke finde tilbage igen. Personalet har flere gange fundet hende og sendt hende "hjem" igen. Jeg fandt Viola på gangen, da jeg skulle hente vand, og ledte forgæves efter personale. Den første, jeg fandt, var en bioanalytiker (blodprøvetager), hans svar var "det har jeg ikke noget med at gøre", du må gå på personale stuen. Jeg fik svaret, at jeg bestemt heller ikke mente at det var mit ansvar! Men gik alligevel på personalestuen."
"En fra personalet kom, rejste sig og gik lige forbi mig uden at sige noget og ned til Viola. Fint nok, men at ignorere mig på den måde er da mærkeligt. 10 minutter efter var Viola på gangen igen. Denne gang spurgte jeg en sygeplejerske om det var for Violas skyld eller vores skyld at hun var i isolation. Desværre var det for alle os andres skyld! Mens jeg talte med sygeplejersken kom en læge og afbrød mig midt i en sætning. Så jeg luskede tilbage i min seng bag skærmen. Gav op."
Louise beskriver, hvordan Viola blev ved med at komme ud på gangen.
"Jeg blev indlagt i går kl. 9.30 og dagen efter, i dag, er jeg knækket. Jeg orker ikke mere, jeg græder, er stadig syg og chokket over hvor syg jeg er blevet uden at vide det. Jeg har lige fået dagens mest fantastiske smil fra den anden dame, der har ligget på gangen siden igår - hun har nu fået en plads på en stue, og smilede til mig da jeg gik forbi. Smilet var fantastisk, men fik mig til at græde, fordi det var sødt, fordi det var dejligt og rart - og fordi det minder mig om at jeg ikke orker mere."
"Jeg håber inderligt, jeg kommer hjem imorgen. Så jeg kan få ro og fred på mine præmisser. Jeg er dybest set taknemlig og tilfreds med det danske sundhedsvæsen, jeg fornemmer at alle gør det bedste de kan. Men jeg er glad for, at jeg kan sige til og fra og ikke er mere syg end jeg er og at jeg selv har haft nogenlunde styr på min medicin."
"Men jeg føler mig knækket og fuldstændig udmattet efter 1,5 døgn. Mentalt er jeg mere drænet end jeg var da jeg tog hjemmefra og det eneste jeg drømmer om er at komme hjem imorgen. Og spørgsmålet der står tilbage hos mig er om jeg er syg nok til at være indlagt?"