Fortsæt til indhold

Det var min tvillingebror

Krimi
Jacob Nielsen

Beviserne hober sig op mod en 20-årig asylansøger fra Libyen, som mandag ved Retten i Helsingør stod tiltalt for at have begået hjemmerøveri mod en politibetjent i Helsingør i juni måned.
Alligevel afviste han i retten at have kendskab til sagen og peger i stedet på, at den skyldige må være hans egen tvillingebror, som han hævder er registreret som asylansøger i Italien, men for tiden opholder sig ulovligt i Danmark. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det var en morgen i juni, at politibetjenten overraskede en tyv i sit hjem i Kongensgade. Det udviklede sig til et voldsomt slagsmål, da betjenten forsøgte at tilbageholde manden. Under slagsmålet fik betjenten flere skader blandt andet hudafskrabninger på skuldre og ryg, en flækket fortand og et kronisk piskesmæld. Det lykkedes dog gerningsmanden at slippe væk, men nogle uger senere blev han anholdt i forbindelse med en række andre indbrud i Taastrup.
Under hjemmerøveriet tabte gerningsmanden et par hvide plastikhandsker, briller, iPad og en jakke, hvori man fandt den tiltaltes asylkort. DNA-undersøgelse har med stor sandsynlighed fastslået spor fra den 20-årige på samtlige effekter, men manden fastholder alligevel sin uskyld med henvisning til sin bror, som han også mente havde haft hans asylkort på sig.
I vidneskranken i retten havde politibetjenten dog en observation, som han først kom i tanke om, da han så den 20-årige asylansøger. Han genkendte ifølge Frederiksborg Amts Avis nemlig et langt, rødt ar på den tiltaltes kind.
"Jeg er hundrede procent sikker på, at det er ham, sagde han, mens han stirrede på den tiltalte."
Betjenten har siden overfaldet været sygemeldt.
Anklageren kræver erstatning til betjenten og udvisning og indrejseforbud for den 20-årige asylansøger, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Sagen fortsætter fredag den 18. november.