Klovn med økse sprang ud foran bil
Nordsjællands Politi advarer om, at fænomenet med skræmmende 'dræberklovne' breder sig hurtigt, og at der nu har været en stribe episoder i regionen.
Kort efter midnat tirsdag opstod den måske alvorligste situation. På Jernbanegade i Frederiksværk sprang en person iført klovnemaske og med en økse frem foran en bil . Bilisten undveg, ramte kantstenen og punkterede. Klovnen fra den episode er der ikke spor af, oplyser politiet ifølge tv2.dk.
BESKED FRA POLITIET: STOP JERES KLOVNERIER
Efter en række episoder med klovne i Nordsjælland er politiet ude med denne opfordring:
"Kære forældre. Vi er nødt til at bede jer tage en snak med jeres afkom om deres aktiviteter her i efterårsferien.
For ungerne keder sig åbenbart så meget, at de har taget fænomenet til sig, hvor de klæder sig ud som klovne og skræmmer fremmede mennesker.
Vi kan naturligvis ikke vide, om alle klovnene – i dobbelt forstand – er børn og unge mennesker, men gårsdagens hændelser her i Nordsjælland tyder på det:
I går omkring klokken 20 modtog vi en anmeldelse fra Hillerød, hvor to klovne løb rundt i det lokale indkøbscenters parkeringshus og skabte skræk og rædsel. Uheldigvis for dem er det ikke det nemmeste efterfølgende at gemme sig i menneskemængden, når man er klædt ud som klovne, og de blev derfor fundet nede i byen kort efter. De to ungersvende på henholdsvis 16 og 18 år er nu blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Omkring en time senere anmeldte en bilist, at en klovn var sprunget ud på kørebanen foran hans bil i Fredensborg. Da vi ankom til området, mødte vi en gruppe 12-15-årige, der var klædt ud som klovne. Igen var de ikke svære at spotte. Vi har ikke beviser for, at det var en af dem, der sprang ud foran bilen, men vi forestiller os ikke, at der render flere grupper klovne rundt i Fredensborg, og vi talte derfor nogle alvorsord med dem.
Slutteligt modtog vi omkring midnat en anmeldelse fra Frederiksværk om aftenens største klovn. Her sprang en klovn med en økse i hånden nemlig ud foran en bil, så bilisten måtte trække hårdt i rattet for at undvige. Bilisten endte med at påkøre kantstenen og punktere, men det kunne nemt være gået meget værre. Og klovnen, der forårsagede og bevidnede det hele, stak bare af. Vi er meget lidt imponerede over flere ting ved dén klovns ageren.
Vi ved ikke, hvad det lokale cirkus har af retningslinjer for at ansætte klovne med pletter på straffeattesten, men nogle døre i livet kan blive lukkede på grund af en beskidt straffeattest. Er det virkelig det værd? Svaret er naturligvis et rungende ”nej!”. Så stop det nu og brug tiden på noget, der ikke går ud over andre og måske også straffeattesten."
Opslag på Nordsjællands Politis facebookside