Fortsæt til indhold

Lastbilchauffør blev sigtet for drab på Emilie

Krimi
Arkiv

En 33-årig mand fra Kolding-området blev sigtet for manddrab på den 18-årige forsvundne Emilie Meng fra Korsør i slutningen af august måned. Det skriver BT.
Han er ikke længere under mistanke.
"Min kone og jeg sad i august måned stille og roligt og hyggede os en aften. Pludselig banker det på døren, og så går min kone ud og åbner, og så står der fire betjente uden for min dør og siger, at de skal ind og snakke med mig, og så anholder de mig klokken 19:53 og siger, jeg er anholdt og sigtet for Emilie Mengs forsvinden," fortæller Emil, som er fornavnet på den 33-årige, til BT.
Han arbejder til daglig som lastbilchauffør i Sønderjylland og er tidligere dømt for en sædelighedsforbrydelse mod en mindreårig.
Han blev løsladt igen klokken 15 den efterfølgende dag og blev ikke fremstillet for en dommer. Mens han var tilbageholdt og blev afhørt på politistationen i Slagelse og overnattede i arresten, gennemsøgte 16 betjente hans hus, skriver BT.
Den 33-årige blev løsladt, da han slet ikke havde opholdt sig på Sjælland, da Emilie forsvandt og i øvrigt ikke har været på Sjælland i over et år op til Emilies forsvinden ifølge ham selv.