Vil du ha' sex med mig?
En 19-årig kvinde blev i nat udsat for en blufærdighedskrænkelse i sin lejlighed på Nygade i Horsens.
Kvinden ventede besøg af en veninde, så da det ved 02.30-tiden ringede på døren, råbte hun kom ind. Der skete ikke noget, så hun gik ud og åbnede døren til opgangen, hvor der mødte hende et overraskende syn.
Udenfor døren stod der en mand kun iført boxershorts, som på engelsk spurgte, om hun villa have sex med ham. Da hun afslog, trak han underbukserne ned og blottede sit lem for hende.
Det fristede dog ikke den unge kvinde, der svarede ved at klaske døren i. Hun kunne høre, at manden forsvandt, hvorefter hun ventede på sin veninde og kontaktede politiet, da veninden kom.
Kvinden har beskrevet manden som østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 160-170 centimeter høj, almindeligt bygget og med sort kort hår. Han talte engelsk.
Det oplyser lokalpolitiet i Horsens.