Fortsæt til indhold

"Kom ind i bilen, så får du fem slikkepinde"

Krimi
Af Daniel Sennek

"Hvis du følger med, så får du fem slikkepinde."
Sådan en besked fik en blot 11-årig pige fra Kjellerup mandag eftermiddag. Det eneste hun skulle gøre var at sætte sig ind med de to voksne mænd, der tilbød hende slikkepindene, i deres sølvgrå familiebil, så ville de købe dem til hende. Det skriver mja.dk.
Episoden fandt sted på Hasselvej i Kjellerup, ved indkørslen til Gran Allé. Pigen skulle blot stille sin cykel ved busstoppestedet, så ville de alle tre komme tilbage til den, når hun havde fået sine slikkepinde.
Heldigvis huskede den 11-årige pige, at man ikke skal gå med fremmede, og de to mænd forlod området.
Moderen, Margit Brix, meldte efterfølgende sagen til politiet. Hun lagde også sagen op på Facebook.
"Vores 11-årige datter har i dag haft en noget grim oplevelse på vej hjem fra skoleidræt i Arena Midt. Ved Hasselvej/Gran Allé kontaktes hun ved 15-tiden af 2 udenlandske mænd i en sølvgrå bil á la en Berlingo. Hun tilbydes et lift efter slikkepinde og opfordres til at lade cyklen stå, indtil de kommer retur igen. Hun afviser dem og skynder sig hjem. Bange og ked af det. Hun/vi har afgivet forklaring til politiet, der har lovet at orientere både SSP og Kjellerup Skole. Blot til info," skriver mja.dk.
Overfor mja.dk oplyser Lis Borup fra politiet i Silkeborg, at man er i gang med at undersøge sagen.
De to mænd beskrives som sydlandsk udseende. Begge ca 50 år. Manden, der kørte bilen, havde mørkt tøj på. Begge talte med accent.