Fortsæt til indhold

Varevogn påkørte to modkørende biler

En varevogn kørte over i den anden vejbane og plovede to biler af vejen mellem Hammel og Hinnerup

Krimi
Kian Johansen

Ingen personer kom alvorligt tilskade, da tre biler tørnede sammen på Postvej mellem Hammel og Hinnerup onsdag morgen kort før kl 8. Lidt knubs og rifter fra smadrede bilruder var, hvad de involverede slap med tilsyneladende.
Uheldet skete, da en kassevogn med retning mod Hammel mistede herredømmet og kom for langt over i modsatte kørebane. To biler, der kom fra Hammel-siden, blev tvunget af vejen.
Den ene, en personbil blev ramt og røg af vejen. Den anden var en kassevogn med tre polakker, som forsøgte at undvige, men kom i slinger og endte på siden i den modsatte skovkant.
Flere vidner på stedet oplyste, at de havde tilkaldt politiet. Men da der kun var tale om materiel skade, ville de ikke dukke op, kunne vidnerne fortælle. Der var flere uheld i politikredsen onsdag morgen.
Imens FavrskovPosten var på stedet, var flere af de involverede i ulykken, og enkelte der kom umiddelbart efter, i gang med at feje glasskår og rester fra sammenstødet op.

Denne bil og en yderligere blev påkørt af en varevogn på vildveje på Postvej.