Fortsæt til indhold

Der hopper en kænguru rundt i min have

Krimi
Jeppe Rafn

Horsens Lokalpoliti oplyser, at man her til morgen har fået en ny henvendelse på en løs kænguru, der hopper rundt i lokalområdet.
Torsdag klokken 08.38 ringede en beboer på Hedenstedvej i Løsning til politiet og fortalte, at der hoppede en cirka 1 meter høj kænguru rundt i beboerens have.
Den formentlig samme kænguru blev første gang set tirsdag aften ved Teknisk Skole i den sydlige del af Horsens, hvor en bilist var tæt på at køre den ned.
Onsdag aften blev den igen set omkring Hedensted. Politiet rykkede ud med en patrulje, der fik 'kontakt' med kænguruen, men den ville ikke snakke med betjentene og hoppede ind i et skovområde.
Politiet har været i kontakt med en person i området, der har et hold kænguruer. Han mener dog ikke, at han mangler nogen af sine kænguruer, oplyser lokalpolitiet.
Det skulle heller ikke være en af Bjerre Køds kænguruer, der er sluppet løs. Det er sket tidligere, men slagteren i Bjerre fortalte onsdag morgen til Lokalavisen, at alle deres fem kænguruer var bag indhegning.