Nu bliver asylcenter lukket
Børnecenter Tullebølle på Langeland bliver lukket af Udlændeingestyrelsen. Det skyldes for mange sager med asyldrengene, skriver fyens.dk.
Det er Fyns Amts Avis, der forud for et pressemøde "om asylområdet", som Langelands borgmester, Bjarne Nielsen, har indkaldt til i eftermiddag, erfarer, at Børnecenter Tullebølle skal lukke.
Slagsmål på børnecentret og seksuel chikane af unge piger, i sommer på Langelandsfestival og senest i Svendborg Badeland, hvor asyldrenge har været involveret, får nu bægeret til at flyde over hos integrationsminister Inger Støjberg (V).
"Vi kan ikke byde naboer, kvinder på festivaller eller danskerne generelt, at de skal leve i utryghed", sagde Inger Støjberg således til Fyns Amts Avis fredag 5. august.
Inger Støjberg skal onsdag eftermiddag i Folketingets spørgetid svare på et spørgsmål fra Dorthe Ullemose (DF):
"Hvad agter ministeren at gøre for, at forhold, som vi kender fra Børnecenter Tullebølle i Langeland Kommune med forskellige former for seksuelle overgreb, vold mod personalet og ildspåsættelser, bliver stoppet?" skriver fyens.dk.
Der har også været eksempler på, at asyldrenge har været truende over for medarbejdere.
Tidligere har Udlændingestyrelsen eller forsøgt at halvere normeringen fra godt 100 asyldrenge til 50 asyldrenge.