Anholdt to timer senere
Politiet modtog torsdag klokken 09.08 en anmeldelse om et indbrud i et kælderrum i Stefansgade i Horsens.
Her var der blevet stjålet et værktøjsskab, som tyvene dog stillede fra sig på nabovejen Niels Juels Gade.
Et vidne havde set to unge mænd begå indbruddet, så beskrivelsen af mændene blev kastet rundt til politiets patruljer i Horsens. Knap to timer senere, klokken 10.55, fandt en patrulje de to formodede gerningsmænd, som blev anholdt og sigtet for indbrud.
Den ene var en mand på 20 år fra Horsens, som desuden var i besiddelse af cirka to gram hash og to låsbare foldeknive, som man ikke må have på sig uden en gyldig grund. Han får derfor yderligere et par sigtelser oveni sigtelsen for indbrud.
Den anden sigtede er en 21-årig mand fra Løsning.
Det oplyser lokalpolitiet i Horsens.