Fortsæt til indhold

Efterlyst mand har meldt sig selv

Krimi
Jacob Nielsen

OPDATERET KLOKKEN 13.12:

Nordjyllands Politi oplyser, at manden der tidligere tirsdag blev efterlyst i forbindelse med et overfald på en 10-årig pige i Aalborg den 26. juli, nu har meldt sig selv. Han er netop nu i færd med at blive afhørt til sagen.
---------------------------
OPRINDELIG ARTIKEL:

Nordjyllands Politi efterlyser en person i forbindelse med et brutalt overfald på en pige i Aalborg den 26. juli omkring klokken 21.50. Her blev en 10-årig pige og hendes 8-årige veninde kontaktet af en ukendt mand på en legeplads nær Dionevej og Panstien. Manden lokkede pigerne til at hjælpe med at lede efter sin hund, som han påstod var forsvundet. Den 10-årige fortsatte med manden ind i et skovområde for at lede efter hunden. Herinde væltede manden den 10-årige pige omkuld. Det lykkedes dog hurtigt for pigen at komme fri, hvorefter hun kunne løbe fra stedet.
Siden da har Nordjyllands Politi efterforsket sagen for at finde frem til manden og det er i forbindelse, at politiet har et ønske om at afhøre en person, som politiet dog ikke har kunne fastslå identiteten på. Og derfor offentliggør politiet nu et billede taget af manden i en bus.
”Vi vil gerne i kontakt med denne person, så vi kan få ham afhørt. Mere kan vi af hensyn til efterforskningen ikke sige på nuværende tidspunkt,” siger politikommissær Henrik Staal, der derfor opfordrer til, at manden selv kontakter politiet.
Hvis nogen ved, hvem personen på billedet er, eller har andre oplysninger i sagen, så kontakt straks politiet på telefon 114.