Forsøgte at dræbe pige med knivstik
En klassefest udviklede sig til et blodigt drama i Asnæs i Odsherred fredag aften.
Eleverne fra Sydskolen i Asnæs var samlet i festligt lag på Kalundborgvej, da en 15-årig dreng ved 23-tiden af uvisse årsager gik amok med en kniv. Drengen stak en jævnaldrende pige flere gange med kniv, så hun fik flere overfladiske sår. I forbindelse med episoden blev en anden anden pige også ramt af kniven overfladisk.
"Det er en dybt tragisk hændelse. Sådan vil jeg kategorisere det. Det er kommet bag på os alle sammen, og det var ikke noget, vi kunne have forhindret," siger lederen på Sydskolen, Dorthe Baun, til TV2.
Drengen udtalte ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, at han havde stukket for at slå pigen ihjel. Det lykkedes politiet at anholdt ham lørdag morgen. Drengen er fra Grevinge og er sigtet for drabsforsøg. Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, hvor han blev fængslet til den 22. november. Han er grundet sin alder anbragt i surrogat.
Politiet er fortsat i gang med efterforskningen af sagen, og har derfor ikke yderligere oplysninger.