Afgav skud mod stjålet bil
En af Fyns Politis hundepatruljer blev i nat klokken 01.43 opmærksom på en bil, der kørte i Vissenbjerg. Patruljen ville bringe bilen til standsning, men flugtbilisten ville det anderledes. Bilen stak af og politiet eftersatte.
Ved Damlavet syd for Vissenbjerg blev bilen forsøgt standset ved anvendelse af Stop-sticks (sømmåtter). Bilen standsede efter få meter, men bakkede mod de to politibetjente, som måtte springe for ikke at blive påkørt. Herefter vendte bilen og ville køre fra stedet, hvorved han kørte direkte mod den ene politibetjent, der igen måtte springe for ikke at blive påkørt og afgav derved 3 skud mod bilens dæk.
Bilen fortsatte sin kørsel mod Vissenbjerg og efter 1-2 km påkørte den et hegn og en tavle inden den standsede op og føreren lod sig kl. 0206 anholde uden yderligere dramatik.
Føreren af bilen vil blive sigtet for vold mod tjenestemand, brugstyveri af bil og kørsel under påvirkning af medicin/stoffer samt en række overtrædelser af færdselsloven.