Eftersøgt knallerttyv blev i nat bragt til standsning
Østjyllands Politi anholdte i nat en 24-årig knallerttyv ved Paludan-Müllersvej
En patrulje blev natten til onsdag på Paludan-Müllersvej i Aarhus opmærksom på en knallert, der langsomt kørte forbi en bebyggelse.
Knallerten blev standset og på den befandt sig en 24-årig mand.
Knallerten var tydeligt stjålet, idet tændingslåsen var opbrudt, og der bagved var isat endnu en tændingslås, som den standsede havde nøgle til.
Knallerten blev stjålet i søndags ved Løvbjerg i Otte Ruds Gade i Aarhus.
Den standsede, der blev erklæret for anholdt, opgav i første omgang falsk identitet, da han var søgt til afsoning.
Den korrekte identitet blev fastslået, og han blev sigtet for falsk anklage (da han oplyste falsk identitet). Manden vil nu blive sendt til afsoning, når han er afhørt til denne sag, oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.