Mere end 5.000 har søgt om julehjælp på kun 2 dage
"Vi er lidt på hælene lige nu."
Sådan siger generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp, som står for uddeling af julehjælp til de mange værdigt trængende enlige forsørgere, som ikke har økonomiske midler til at give deres børn en glædelig juleaften.
For niende år i træk åbnede Dansk Folkehjælp 1. november op for ansøgninger til julehjælp, og efter kun to døgn har mere end 5.000 personer allerede indgivet deres ansøgning. Det er aldrig sket før, fortæller P4 Radioavisen.
Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, kalder tallet "helt usædvanligt" men har samtidig sine bud på, hvorfor så mange allere har ansøgt.
"Jeg tænker egentlig, at der er tre primære årsager til det. Den ene er, at vi bare kan konstatere år for år, at fattigdommen stiger. Den anden ting er, at der sandsynligvis også er blevet mere bevidsthed om, at man kan søge om julehjælp. Samtidig møder Danmark jo i disse måneder en ny kontanthjælpsreform, og vi ved fra flere kommuner, at de aktivt har rådgivet de familier, som bliver berørt af reformen om, hvor de kan søge om hjælp, når de føler sig ekstra trængte," siger Klaus Nørlem til P4 Radioavisen.
Midlerne til julehjælpen er ikke endeløse, og derfor var det kun cirka halvdelen af dem, der søgte hjælpen sidste år, som fik. Hvis udviklingen i ansøgninger fortsætter med at vælte ind, bliver endnu flere desværre nok mødt med et afslag i år.
Der er ansøgningsfrist 1. december.