Offer for tre mænds tåbelige spøg
Siden Halloween 31. oktober har der sjovt nok ikke været flere historier fremme om skræmmende gyser-klovne, som ellers i månedsvis har hærget gader og stræder landet over. Men bedst som man troede fænomenet var begravet, har tre klovne igen slået til, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Torsdag aften klokken 20.43 kom en 37-årig mand fra Køge kørende i sin bil ad Gymnasievej i Køge. Pludselig kom en skikkelse ud foran bilen. Manden påkørte skikkelsen og troede først, at han havde kørt et menneske over.
Den chokerede bilist fandt dog ud af, at det bare var en dukke, som var blevet smidt ud foran bilen. Han så samtidig tre personer i klovnedragter løbe væk fra stedet.
Det lykkedes efterfølgende ikke politiet at finde frem til de tre, der stod bag den tåbelige handling, som kunne have endt helt galt, hvis bilisten havde forsøgt at undvige dukken og havde kørt galt.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du ved, hvem der står bag.