"Fordi jeg er bandemedlem, betyder det ikke, at jeg ikke har nogen rettigheder."
21-årige Hamza Kazmi fra Rødovre har i over fire måneder været på flugt fra de danske myndigheder. Han er nemlig i øjeblikket efterlyst internationalt via Interpol i forbindelse med et bandeopgør, men nu har kriminalmagasinet Station 2 fundet Hamza Kazmi i Pakistan, og hans besked er klar. Han ønsker ikke længere at gemme sig.
Han er i Pakistan, fordi han har været i livsfare. Og nu vil han gerne hjem til Danmark.
Ifølge TV2 startede sagen den 16. juni i år. En voldsom skududveksling på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Ifølge politiet var det et opgør mellem banderne Gremium og Black Jackets. Flere personer blev ramt af skud, heriblandt Hamza Kazmi. En 23-årig mand mistede livet.
Politiet mener, at Hamza Kazmi tog aktiv del i skyderiet den aften og forsøgte at dræbe personer fra den rivaliserende gruppe, Gremium. Han er sigtet for drabsforsøg og besiddelse af skydevåben med ammunition. Overfor TV2 nægter Hamza Kazmi at have været en del af opgøret.
"Jeg var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og ellers må I tale med min advokat om det," forklarer Hamza Kazmi til TV2.
Hamza Kamzi vil altså nu gerne hjem til Danmark, men problemet er bare, at han ikke kan tage i lufthavnen i Pakistan og flyve hjem til Danmark. Den internationale arrestordre gør, at han først vil blive anholdt af de pakistanske myndigheder, dernæst vil en udleveringssag begynde, alt imens Hamza Kazmi så kan sidde i flere måneder og vente i et pakistansk fængsel på at komme hjem.
"Fordi jeg er bandemedlem, betyder det ikke, at jeg ikke har nogen rettigheder. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har intet at gøre i et pakistansk fængsel, og jeg kan blive udsat for tortur og mishandling," siger han til TV2.