Kvinde død i arbejdsulykke på minkfarm ved Horsens
Jeppe Rafn
Søndag klokken 15.49 skete der en arbejdsulykke med dødelig udgang på en minkfarm på Sorthøjvej lidt nord for Horsens.
Den afdøde er en 33-årig kvinde, der boede på stedet og arbejdede på minkfarmen.
Hun kørte med en motortrillebør, der vejer flere hundrede kilo, og kom i klemme mellem motortrillebøren og en læsse/gravemaskine.
Det oplyser lokalpolitiet i Horsens, der ikke kender de nærmere omstændigheder ved dødsulykken, der skal undersøges af Arbejdstilsynet.
Den 33-årige kvinde blev erklæret død klokken 16.12.