Fortsæt til indhold

"Giv mig de penge, du har, eller du får kniven at mærke"

Krimi
Kristine L Nydahl

En 16-årig pige var i går udsat for røveri i Horsens.
Pigen, der er fra Hovedgård, kom gående på Løvenørnsgade mod banegården tirsdag eftermiddag klokken 17, da en mand tog fat i hende og pressede hende op mod en mur.
”Giv mig de penge, du har, eller du får kniven at føle,” sagde manden på gebrokkent dansk, mens han pressede en genstand mod pigens mave.
Pigen tror, genstanden var en kniv. Hun gav ham et mindre kontantbeløb, hvorefter han stak af mod midtbyen.
Da pigen kom hjem til sine forældre, blev episoden anmeldt. Det skete klokken 17.38. Politiet kørte ud til stedet for at lede eftermanden, men fandt ham ikke.
Gerningsmanden beskrives som udlænding – muligvis østeuropæer.
Han var 40-45 år, cirka 180 centimeter høj og kraftig.
Manden var usoigneret og havde en kraftig svedlugt.
Han var iført en tyk, mørk dynejakke i blankt stof, og han havde en strikhue på, der fulgte hårgrænsen, så ørerne var fri.
Hvis nogen har været vidne til røveriet, eller har set en mand, der matcher beskrivelsen, så hører politiet meget gerne fra dem.
Lokalpolitiet i Horsens oplyser, at pigen var chokeret efter episoden, men ikke er kommet fysisk til skade.