28-årig kvindelig bilist stak af efter uheld - spritstiv og med halskrave
En 28-årig kvinde så sit snit til at stikke af fra politiet, da hun onsdag eftermiddag blev transporteret til hospitalet efter et trafikuheld. Kvinden var nemlig påvirket af spiritus og havde absolut ikke lyst til at få taget en blodprøve. Det skriver nordjyske.dk.
Den 28-årige kvinde fra Sæby mistede herredømmet over sin bil, hvorefter den trillede rundt på en mark. Uskyldig var hun dog ikke - for da politiet ankom viste alkometret nemlig, at kvinden havde en promille på mere end det tilladte.
Da den 28-årige kvinde blev transporteret til undersøgelse - og en blodprøvetagning for at fastlægge promillen - på sygehuset i Hjørring, stak hun af inden blodprøven blev taget.
"Det ene øjeblik lå hun på briksen, og det næste øjeblik var hun væk. Hun stak af med halvkrave og det hele, og hun er stadig forsvundet," siger politikommissær Steen Hørlück fra Lokalpoliti i Frederikshavn til nordjyske.dk.
Kvinden kørte desuden uden kørekort, da det tidligere er blevet inddraget på grund af spirituskørsel.