"Giv mig de penge, du har - eller du får kniven at mærke"
En 16-årig pige blev tirsdag eftermiddag omkring 17-tiden udsat for et groft gaderøveri ved PostDanmarks pakkedistribution i Løvenørnsgade i Horsens. Sydøstjyllands Politi, som søger eventuelle vidner i forbindelse med efterforskningen. Det skriver Horsens Folkeblad.
Overfor politiet har den 16-årige pige forklaret, at hun kom gående i retning mod banegården, da en mand pludselig greb fat i hende og pressede hende op mod en mur.
"Han siger ”giv mig de penge, du har, eller du får kniven at mærke”, hvorefter han presser en genstand, som hun tror, var en kniv, mod hendes mave," forklarer politikommissær Brian Kristiansen til Horsens Folkeblad og fortsætter:
"Hun giver ham sine penge - et mindre kontant beløb - og han stikker af i retning mod midtbyen. Da hun kommer hjem til sine forældre, bliver det anmeldt til os, og vi sender straks folk ud i området. De finder dog ikke hverken manden eller en eventuel kniv."
Pigen har beskrevet gerningsmanden som værende mulig østeuropæer, 40-45 år, 180 cm høj og kraftig af bygning. Han var usoigneret og lugtede meget af sved.
Han bar en mørk dynejakke af et blankt stof, og han havde en hue på, hvis kanter flugtede med hårgrænsen.
Har du oplysninger i sagen kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.