Tyve slap væk efter indbrud hos marrokansk restaurant
Hundepatrulje søgte efter gerningsmænd i det centrale Aarhus
Kort efter midnat havde Restaurant Rick's på Frederiks Allé uventet besøg af flere gerningsmænd, som ifølge ejeren af restauranten var på jagt efter pengene i kassen.
Dem var der dog ingen af, så gerningsmændene måtte stikke af uden udbytte.
En hundepatrulje eftersøgte gerningsmændene, som løb i retning af det centrale Aarhus, men vagtchefen hos Østjyllands Politi oplyser, at man ikke havde held med at fange indbrudstyvene.
En af politiets patruljer fik dog sikret DNA-spor i restauranten, og ifølge ejeren er der gode overvågningsbilleder af gerningsmændene.
Døgnet i øvrigt
Færdselsuheld
Tirsdag morgen klokken 08.21 skete der et solouheld på Silkeborgvej i Brabrand, da en 19-årig kvinde på grund af glat føre mistede herredømmet over sin bil og kørte i grøften. Der skete kun materiel skade.
Færdselsuheld
Tirsdag morgen klokken 09.15 skete der færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus, da en 55-årig mandlig lastbilchauffør påkørte en 27-årig kvinde, der var i gang med en køreprøve. Lastbilchaufføren kom kørende ad Silkeborgvej mod vest, da den 27-årige kvinde foretog opbremsning for højresving, og lastbilen kunne ikke nå at bremse. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Færdselsuheld
Tirsdag eftermiddag klokken 16.06 skete der et harmonikasammenstød mellem tre biler på E45 ved Aarhus Nord. En 61-årig mandlig bilist bremsede pludselig op, da bilen foran ham bremsede. En 65-årig mandlig bilist, der kom kørende bagved, bremsede ligeledes hårdt op. Men på grund af tæt trafik og en våd kørebane kunne den 39-årige kvinde, der kom bagefter, ikke nå at bremse, og hun påkørte den 65-åriges bil, der efterfølgende blev skubbet op i den 61-åriges bil. Der skete mindre materiel skade og ingen personskade som følge af uheldet.
Færdselsuheld
Tirsdag klokken 17.42 skete der et færdselsuheld på Vester Allé i Aarhus, da en 12-årig pige løb ud i et fodgængerfelt for rødt fodgængersignal og ramte ind i siden på en varebil ført af en 32-årig mand, der svingede til højre for grøn pil fra Vester Allé mod Frederiks Alle. Ingen kom til skade ved uheldet.
Færdselsuheld
Tirsdag klokken 16.26 skete der et færdselsuheld på Lyseng Allé i Højbjerg, da en 69-årig kvindelig bilist blev påkørt bagfra af en kvindelig fører omkring 35 år med langt lyst krøllet hår og muligvis briller. Kvinden steg ud, undskyldte og kørte derefter fra stedet, selvom den 69-årige kvinde og et vidne prøvede at stoppe hende. Det skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Færdselsuheld
Tirsdag aften klokken 21.33 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, da en 22-årig kvindelig bilist, grundet uopmærksomhed, påkørte en 69-årig mandlig bilist, der holdt for rødt i krydset Edwin Rahrs vej/Bazar Vest. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Kørsel i frakendelsestiden
En 23-årig mand førte tirsdag klokken 09.25 bil ad Randersvej og Egtvedvej i Aarhus N, uagtet at han var frakendt førerretten. Hans 63-årige far blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til sin søn på trods af, at han ikke havde gyldigt kørekort.