Fortsæt til indhold

"Det er meget bekymrende"

Krimi
Jacob Nielsen

"Det her er meget bekymrende. Vi er spændt til bristepunktet på kønssygdomklinikken. Udover at det beslaglægger vores ressourcer, udgør disse sygdomme en reel helbredstrussel for patienterne."
Sådan siger specialeansvarlig læge på klinikken for kønssygdomme i Aarhus, Uffe Koppelhus. Han er en af mange læger, som advarer om, at kønssygdommen gonorré, som kan sterilisere kvinder, hvis den ikke opdages i tide, for tiden spreder sig med lynets hast i Danmark. Det skriver MX.dk.
Den bekymrende udvikling bekræftes på både Bispebjerg Hospital, Gentofte Hospital, Region Syddanmark og i Aarhus. På landsplan blev der i 2012 registreret 689 gonorré-smittede. Men det tal er vokset eksplosivt til hele 2.788 tilfælde i 2015.
At der i Danmark bliver konstateret flere og flere tilfælde er et stort problem, men problemet kan vise sig at blive endnu mere alvorligt, hvis typer af gonorré-bakterier, som er resistent over for antibiotika kommer til landet. Disse typer er allerede fundet flere steder i udlandet.
Løsningen er den gode gamle sang om beskyttet sex, men desværre er det ikke så moderne, som det burde være.
Jordemoder og specialist i sexologisk rådgivning samt leder af Ungdomsmodtagelsen i Halsnæs, Gabriela Rehfeld, forklarer her hvorfor mange springer beskyttelsen over:
"Blandt andet tror rigtig mange unge, at hvis de foreslår deres partner at dyrke beskyttet sex, så signalerer de, at de selv har en kønssygdom, eller også er de bange for, at deres sexpartner føler sig beskyldt for at være smittet," siger Gabriela Rehfeld til MX.dk.