"Det første, jeg tænkte, var, at nu skal jeg dø - men kræft er ikke kun en dårlig ting"
Der skal ikke herske nogen tvivl. Kræft hos børn - og hos voksne - er en alvorlig sygdom. Med en ofte lang og voldsom behandling. Men alligevel kommer mange børn og unge ud på den anden side med et mod og en livsglæde, der er dybt inspirerende. Blandt dem er 17-årige Nanna, der blev ramt af en særdeles ondartet tumor, da hun blot var 11 år gammel.
”Mit største ønske er at blive sygeplejerske på en børnekræftafdeling. Jeg ved, hvor skræmmende det må være, hver dag at skulle fortælle familier om de lidelser deres kræftsyge barn skal igennem, men jeg har fået så meget godt med fra de sygeplejersker, jeg har mødt. Så jeg vil meget gerne være med til at støtte børnene og give dem håb af min historie," fortæller Nanna til Børnecancerfonden.
Det var allerede da Nanna var 8 år gammel, at hun begyndte at få ondt i sin højre hånd. Hver gang hun skulle gribe fat i noget eller støtte på den, fik hun voldsomme smerter i håndfladen, men lægerne kunne ikke give nogen god forklaring. Efter et par år med lægebesøg og røntgenbilleder voksede en knude frem i Nannas håndflade, og hun holdt op med bruge sin hånd, fordi det gjorde ondt.
På et tidspunkt besluttede lægerne på Aalborg Universitetshospital at fjerne knuden for at finde ud af, hvad der var galt med Nannas hånd. Diagnosen var overraskende: Knuden var et synovialt sarkom – en af de mest sjældne, ondartede tumorer, der opstår i kroppens bløde binde- og støttevæv.
”Det første, jeg tænkte, var, at nu skal jeg dø. For man hører jo tit, at folk dør af kræft. Efterfølgende havde jeg det helt forfærdeligt over at miste mit hår, mine øjenvipper og bryn. Jeg var 11 år og i starten af puberteten, så det var svært pludselig at se så markant anderledes ud”, siger Nanna.
Efterfølgende blev Nanna undersøgt fra top til tå, men kræftcellerne havde heldigvis ikke spredt sig. Hun blev herefter straks sat i behandling med kemoterapi, og hun fik også strålebehandlinger af sin hånd. Efter et halvt år var Nanna færdigbehandlet.
”Kræften har ikke kun været en dårlig ting. Under behandlingen gik jeg i skole på hospitalet, og undervisningen dér var så koncentreret, at jeg endelig fik godt fat i matematikken. Og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker både på hospitalet og til landstræf med Børnecancerfonden. Jeg bliver så glad for, at sygeplejerskerne kan huske mig, når jeg kommer til kontrol, selv om de møder hundredvis af mennesker hver dag," siger Nanna, der i dag går på Vesthimmerlands Gymnasium.
Nanna bliver stadig fulgt af lægerne, og hvert år får hun bl.a. skannet sine lunger, da bløddelssarkomer ofte spreder sig til lungerne. Nannas høje hånd er i dag mindre end den venstre, fordi hun i en lang periode ikke brugte den. Men den er fuldt funktionsdygtig, og Nanna har ingen men af sin sygdom eller behandling.
Vidste du, at 500-600 børn og unge hvert år er i behandling for kræft? Hjælp Børnecancerfonden med at støtte børnekræftforskningen og sikre dem den allerbedste behandling. Du kan give et bidrag via vores hjemmeside: http://bit.ly/Stoet-Boernecancerfonden, Mobilepay eller Swipp: 4049 4833.