De dræbte var i hel tilstand
Der verserer mange rygter i sagen om det tredobbelte drab. Politiet går i rette med de værste
"Der har verseret rygter om, at de tre dræbte ikke skulle være i hel tilstand.. Det er de, og politiet appellerer til, at der ikke spekuleres i makabre detaljer – især af hensyn til pigernes venner og skolekammerater," siger efterforskningsleder Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som fortsætter:
"Dødsårsagen er endnu ikke fastslået og der vil tidligst blive foretaget obduktion sidst på ugen."
Han oplyser desuden at man ikke forventer at den efterlyste 33 årige Hamid Farid Mohammed længere opholder sig i Danmark, hvorfor man heller ikke har frigivet foto af den efterlyste. Politiet antager at han heller ikke længere opholder sig i Tyskland, men er fortsat ned gennem Europa.
"Efterforskningen er ikke kommet tættere på et motiv til drabene. Men omstændighederne klarlagt i forbindelse med efterforskningen gjorde, at Syd- og Sønderjyllands Politi mandag anmodede om fængsling in absentia af den 33-årige ægtemand Hamid Farid Mohammed," siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen.