Politiet efterlyser flere ofre
Københavns Vestegns Politi er blevet kontaktet af en række kvinder efter omtale af seksuelle overgreb i hypnotisørklinikken Hypnotic i Rødovre. Klinikken er nu nedlagt, men på baggrund af de seneste dages anmeldelser efterlyser politiet nu yderligere kvinder, der kan have været udsat for overgreb af den 42-årige hypnotisør.
Glostrup Ret behandlede onsdag den 7. december en sag vedrørende hypnotisørens misbrug af en ung pige, som han udøvede seksuelle overgreb, mens hun var i hypnose. Forholdende skete i klinikken Hypnotic i Rødovre Centrum.
Sagen var en tilståelsessag, og på grund ag hypnotisørens stillingtagen til sigtelsen, blev sagen sluttet foreløbigt, mens Anklagemyndigheden overvejer, hvordan der skal rejses tiltale med hypnotisøren.
Seks kvinder har kontaktet politiet
Efter retssagen blev overgrebet beskrevet i medierne, og den omtale har indtil videre resulteret i, at yderligere seks kvinder har rettet henvendelse om mulige overgreb i Rødovre-klinikken.
Politiet er nu i gang med at afhøre kvinderne, og ønsker i den forbindelse at høre fra andre, som måske også har været udsat for seksuelle overgreb i den pågældende klinik. De bedes rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi på telefon 43861448.