Fortsæt til indhold

Er det virkelig SÅ nemt at stjæle for 36.000 kroner?

Krimi
Af Daniel Sennek

Det behøver virkelig ikke at være så svært. En fuldstændig koldblodig tyv stod tirsdag eftermiddag bag en af de mere spektakulære tyverier af Lego. Tyveriet fandt sted i Sønder Centret i Skive tirsdag eftermiddag klokken 14.39, og nu søger politiet i Skive vidner til episoden.
Tyven, en mand, gik målrettet hen til en udstilling i Kop og Kande i Sønder Centret, hvorfra han tog en palleløfter, der stod ved varesortimentet.
Efterfølgende kører manden direkte over til Bøger og Papir butikken i centret, hvor han snupper en ny-afleveret palle med Lego, der står ved døren til butikken. Han kører herefter palleløfteren, med det stjålne Lego, ud til sin parkerede bil og læsser pallen med Lego over i sin bil.
Men som om det ikke er nok, så kører den koldblodige Legotyv palleløfteren tilbage til Kop og Kandes udstilling, hvor han pænt stiller den fra sig.
Den stjålne palle med Lego har en værdi af 36.000 kroner.
"Vi søger en mand, som er vant til at føre en palleløfter, for han gør det med kirurgisk snit. Vi søger vidner, der kender mandens identitet eller vidner til tyveriet," siger Niels Bach, politiassistent hos lokalpolitiet i Skive, til TV MIDTVEST.
Politiet oplyser, at tyven er fanget på overvågningsbilleder, men at disse grundet Retsplejeloven endnu ikke kan offentliggøres. Politiet efterforsker nu sagen.