Chokeret mor i desperat jagt
En stille indkøbstur i Viby Sjælland udviklede sig lørdag den 5. november til et regulært mareridt for Jeanette Hansen fra Viby, da en ukendt gerningsmand stjal hendes barnevogn, hvori hendes seks måneder gamle søn lå. Det skriver Roskilde Avis.
Jeanette var inde i en butik med sin 3-årige søn, da hun pludselig hørte larm fra barnevognen gennem babyalarmen.
Da hun ville tjekke op på, hvad der foregik, opdagede hun til sin gru, at både barnevogn og baby var væk. Panisk spejdede hun efter vognen og så, at den stod på stationen ikke langt derfra. Rundt om stod tre personer, som ventede på bussen mod Avnstrup.
Jeanette Hansen ilede til stationen, tog ophidset sin barnevogn og søn med sig og skyndte sig tilbage til butikken, hvorfra hun tilkaldte politiet. Mens forsvandt den mistænkte gerningsmand og de to andre personer fra stedet i bussen. Den ene beskriver Jeanette Hansen som en udenlandsk mand, cirka 25 år gammel.
Jeanette er skræmt over hændelsen, og at gerningsmanden fortsat er på fri fod. Hun tør ikke længere stille barnevognen fra sig og ønsker samtidig at advare andre mødre i området, skriver Roskilde Avis.
Lokalavisen.dk arbejder på en kommentar på den alvorlige sag fra Midt- og Vestsjællands Politi.