Fortsæt til indhold

"Måske kommer jeg til at skyde jer"

Manden blev tirsdag løsladt efter et grundlovsforhør

Krimi
Arkiv

Tirsdag eftermiddag blev en 45-årig mand fra Aarhus fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus i forbindelse med flere alvorlige trusler natten til fredag.
Klokken halv fire om natten skulle den 45-årige have truet en dørmand på Heidis Bier Bar i Klostergade på livet og flere gange have sagt: "Jeg slår dig og din familie ihjel."
20 minutter senere skulle den 45-årige ydermere have truet de politibetjente, der anholdt ham på livet.
"Jeg fungerer som skydeleder for politiet, og hvis jeg ser jer på skydebanen, så kommer jeg måske til at skyde jer," skulle han have sagt i den forbindelse.
Det sker blot to dage efter, en politimand blev skuddræbt foran Albertslund politistation på Sjælland.
Den 45-årige var dog ikke færdig med at fremsætte trusler. Senere på natten blev to andre politibetjente også truet.
"Du skal ikke ønske at møde mig på skydebanen en dag, og du må gerne få et ekstra magasin, så kan vi se, hvem der vinder den," sagde den 45-årige og fortsatte:
"I skal ikke ønske at møde mig på skydebanen, for her vil jeg være jer overlegne, og I vil komme til kort."
Manden blev anholdt mandag eftermiddag klokken 15.45 i forbindelse med, at politiet ransagede hans bopæl.
Han blev tirsdag eftermiddag løsladt af dommeren efter afholdt grundlovsforhør.
dp