Bevæbnede betjente bevogter politistationen i Horsens efter skudepisode
En politiansat blev i morges skudt i hovedet foran Albertslund politigård.
Det har skabt røre, og der står nu bevæbnede betjente foran politigårdene i hele landet, oplyser Vejle Lokalpoliti, der efter episoden har sat flere aktioner i gang, som de dog endnu ikke kan oplyse mere om.
Om der er deciderede trusler mod alle landets politigårde, eller det blot er en sikkerhedsforanstaltning, kan de heller ikke udtale sig om.
Ifølge Ekstra Bladet fortæller en butiksejer på Roskildevej i Albertslund, at en mand er pågrebet.
"De undersøgte en mand før. Han fik en hvid dragt på og blev smidt ind i politibilen," fortæller han og tilføjer, at alle politifolk havde masker på.
Ifølge Ekstra Bladet er en ambulance med politiekskorte kørt ad Herstedvestervej. Ifølge avisen er en lægebil og en ambulance med en motorcykel foran og en politibil bagved kørt afsted.
Den ansatte er ifølge DR uden for livsfare.