Nu udlover han dusør på 10.000 kroner
Torsdag aften eller nat var der ubudne gæster hos campingvognforhandleren BNP Bil & Camping i Videbæk. Her blev en helt speciel luksus-campingvogn til en værdi af 120.000 kroner stjålet fra udstillingen.
Nu efterlyser ejeren, Brian Nørgaard Poulsen, vognen, som han selv mener er så speciel, at noget må have lagt mærke til den.
Samtidig udlover han en dusør på hele 10.000 kroner til den, som kan komme med et afgørende tip, så campingvognen kan komme tilbage til forretningen i Videbæk.
Brian har forsøgt at efterlyse vognen på sin Facebookside, hvor han også har fået flere henvendelser.
"Der var blandt andet en taxachauffør, som skrev til mig, at han mente, han havde set den på Sydfyn fredag aften, men mere er der ikke kommet ud af det," siger Brian Nørgaard Poulsen til Lokalavisen.dk.
Modellen er en Hobby Landhause 750 årgang 2004 med stelnummeret: WHB19E25M0F432124. Den er 10 meter lang og er designet som et hus (se foto).
Hvis du har set, ser vognen - eller kender til tyveri på anden vis - så kontakt Brian Nørgaard Poulsen på telefon 20295605 eller Midt- og Vestjyllands Politi på 1-1-4.