Fortsæt til indhold

Stod pludselig midt på sti foran 12-årig dreng

Krimi
Jacob Nielsen

Endnu et barn er blevet kontaktet af en mand og forsøgt lokket med pokemonkort i Jyllinge-området nord for Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Episoden skete onsdag aften ved 20-tiden ved Planetvej på en sti ved Jyllingehallen. Her stod manden pludselig midt på stien, da den 12-årige kom cyklende. Han kontaktede drengen og spurgte ham, om han ville have pokemonkort. Da drengen ikke standsede op men blot kørte videre, valgte manden at forsvinde mod nogle tennisbaner.
Manden beskrives som: brunlig hud, talte flydende dansk, iført sort jakke med hætte over hovedet.
Signalementet passer godt på den mand, som i sidste uge kontaktede både en 11-årig dreng og et søskendepar ved Baunehøjskolen i Jyllinge. Det skete fredag eftermiddag ved 15.30-tiden. Lokkemidlet var ligeldes pokemonkort og popcorn, og manden forsøgte at få dem til at køre med i hans bil.
Han blev beskrevet som: Cirka 50 år, mørk i huden og med mørkt hår.
I forbindelse med episoden i sidste uge udtalte kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til Roskilde Avis:
"Jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed i området, men det er med at bevare roen, så børnene ikke bliver skræmte. Det er trods alt sjældent, at sådan noget sker, og vi ved endnu ikke, hvad manden var ude på."
Politiet understreger, at manden indtil videre ikke har gjort noget strafbart, men man vil meget gerne tale med manden angående hans mistænkelige adfærd.
Oplysninger om manden kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.