Grå Peugeout efterlyses efter skud mod 17-årig dreng
En grå Peugeout 508 efterlyses efter en skudepiseode tidligt lørdag morgen i Rosenhøj-bydelen i Aarhus. En 17-årig ung mand med arabisk baggrund blev forsøgt skudt ned fra bilen, skriver Ekstra Bladet.
Skudepisoden skete umiddelbart før klokken 7.24.
"Vi ved ikke så hulens meget endnu. Vi ved, at der fra en bil er blevet skudt mod en person," siger vagtchef Jens Henrik Jensen til Ekstra Bladet.
Den 17-årige blev dog ikke ramt af skuddet, der blev affyret fra bilen, og nu er en grå Peugeout så blevet efterlyst af politiet. Bilen mangler umiddelbart bagerste kofanger.
Politiet kender ikke den 17-årige person, der blev forsøgt skudt, i forvejen, og det står ikke klart, hvad motivet er.
"Vi har ikke nogen grund til at tro, at man er gået specifikt efter ham. Vores anmelder er en ung arabisk mand, som vi ikke kender ellers. Men der har været nogle spændinger i kvarteret," forklarer vagtchefen til Ekstra Bladet.
Politiet kan kontaktes på tlf. 1-1-4.