Fortsæt til indhold

Stop for asyl ved grænsen

Krimi
Jacob Nielsen

Det skal være slut for flygtninge og migranter at møde op ved den danske grænse og søge om asyl. Det mener den nye trekløver-regering, som har planer om at lave en stor omstrukturering i det danske asylsystem.
Flygtninge skal i stedet for have mulighed for at søge om asyl, mens de befinder sig i et såkaldt tredjeland uden for Europa. Det er også her sagsbehandlingen skal finde sted. Det skriver Berlingske.dk.
"Det er regeringens klare ambition, at presset på Europas ydre grænser skal lettes, samtidig med at menneskesmuglere skal have så vanskelige vilkår som overhovedet muligt. Derfor vil vi nu gå i dialog med de europæiske lande, der deler vores ambition. Vi vil arbejde på en ny og bedre model, hvor asylansøgere med penge og kræfter ikke stilles bedre end andre, og hvor grundlaget for menneskesmuglernes kyniske forretnings-model fjernes," siger Inger Støjberg, som efter mandagens store ministerkabale stadigvæk er udlændinge- og integrationsminister.
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, er tilhænger af at ødelægge menneskesmuglernes mulighed for at tjene stort på at hjælpe flygtninge her til, men han er skeptisk overfor, om modellem kan realiseres.
"Ideen er sympatisk, men det skal regnes godt igennem og konfronteres med de praktiske udfordringer, og Europa har hidtil ikke været god til at blive enig på det her område," siger han til Berlingske.dk.
Hos Dansk Folkeparti, som den nye VLAK-regering er afhængig af siger udlændingeordfører, Martin Henriksen:
"Hvis man skal kunne søge asyl fra et tredjeland, så kan der i mine øjne være tale om en ret vidtgående lempelse, for du skal ikke engang finde vej til Danmark, men kan søge asyl fra udlandet. Det kan betyde, at mange flere får mulighed for at søge asyl," advarer han.