Dusør skal lokke det afgørende tip frem
Det er nu 18 døgn siden den 32-årige kommende mor, Louise Borglit, brutalt blev stukket ihjel, da hun var ude og gå en aftentur med sin søsters hund i Elverparken i Herlev. Politiet har fået mange tips fra offentligheden men mangler stadig afgørende spor, som kan lede til Louises morder. Den proces skal en dusør nu forsøge at hjælpe med til at speede op.
"Vi vil utrolig gerne have fanget gerningsmanden, og jeg tror, der sidder nogle derude, som kender ham. Han må jo have noget familie eller måske en behandler, hvis han er psykisk syg. De skal lokkes frem med dusøren," siger Anita Jensen, der er initiativtager til dusørindsamlingen.
LÆS OGSÅ: Arrangør af fakkeltog for dræbte Louise: "Pludselig stod hendes søster foran mig og gav mig et kæmpe kram"
Det var også Anita, som arrangerede fakkeloptoget ugen efter drabet, hvor omkring 3.000 borgere mindedes Louise og hendes ufødte barn Lille P. i Elverparken. Og det betyder alt for Anita, at sagen opklares.
"Det ligger mig stærkt på sinde at bidrage til, at gerningsmanden bliver anholdt. Der er jo fortsat en hel del frygt iblandt os her i Herlev. Roen sænker sig ikke 100 procent, før den mand er fundet," siger Anita til Lokalavisen.dk.
Den eller de, som kommer med det afgørende tip, der kan føre til pågribelsen af gerningsmanden vil få udbetalt dusøren. Du kan hjælpe ved at bidrage til indsamlingen med en bankoverførelse til konto: 4316 12041535. Eller på Mobile Pay til telefonnummer: 21559831.
Bevillingsnævnet har godkendt indsamlingen, som afsluttes 31. december.