Fortsæt til indhold

Politiet vidste, at 26-årig havde stjålet pistol og tidligere skudt mod betjent

Krimi
Arkiv

Politiet vidste, at den 26-årige psykisk syge mand, der er sigtet for at dræbe politimand Jesper Jul foran politigården i Albertslund, angiveligt aftenen forinden havde stjålet mordvåbnet fra en skytteforening i Rødovre, hvor han var medlem. Politiet vidste også, at den 26-årige mand tidligere var dømt for, at have skudt med en hardball-pistol mod en politimand.
Alligevel lod vagtchefen, der modtag anmeldelsen om det stjålne våben, sagen liggende. Vagtchefen får dog fuld opbakning fra sin chef, politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi, skriver jp.dk.
"Der er ikke grund til at sætte tvivl om den vurdering, trods den senere meget tragiske hændelse, siger Mogens Lauridsen.
Manden mødte mandag aften op i skytteforeningen og fik udleveret en Hemmerly-pistol af kaliber 22 og 100 patroner. Han har ikke våbentilladelse grundet tidligere episoder med vold, men det er ifølge loven heller ikke nødvendigt, så længe man benytter sig af skytteforeningens egne våben, skriver jp.dk.
Mandag aften opdagede en ansat dog, at der manglede en pistol. Den ansatte mistænkte allerede på det tidspunkt den 26-årige og gav da også hans navn til politiet, da den ansatte anmeldte det stjålne våben.
Vagtchefen på arbejde genkendte den 26-åriges navn, da han tidligere er blevet idømt otte måneders fængsel for at overfalde en betjent på politigården i Albertslund med en hardball-pistol. Men vagtchefen lod anmeldelsen ligge til dagen efter. Den mistænkte havde været ganske rolig mandag aften, havde den ansatte i skytteforeningen nemlig forklaret.
"Jeg står som leder af Beredskabet i Københavns Vestegns politi 100 pct. bag vores vagtchef i denne sag. Han har vurderet de indkomne oplysninger nøje og har handlet efter den viden, Københavns Vestegns politi havde mandag aften. Der er ikke grund til at sætte tvivl om den vurdering, trods den senere meget tragiske hændelse," forklarer politiinspektøren til Jyllands-Posten.