Men der bliver de frygteligt skuffede
Der er flere gange berettet om, at asylansøgere forsøger at krydse Øresund enten til fods via Øresundsbroen eller ved at snige sig om bord på færgen mellem Helsingør og Helsingborg. Men nu er en ny flugtrute ud af landet mod det forjættede land, Canada, som anses for at have en lempelig indvandringspolitik, blevet populær. Så populær at man har måttet sætte et vagtselskab ind for at holde øje med personer, som forsøger at snige sig ombord på færgen "Norröna", som hver lørdag sejler mellem Hirtshals og byen Seyðisfjörður på Islands. Det skriver Nordjyske.dk.
Hver weekend forsøger asylansøgere nemlig at snige sig med på færgen. Håbet er, at hvis man først er kommet til Island, så kan man også komme videre det sidste stykke til Canada. Hvor mange der er lykkedes med at snige sig med til Island vides ikke, men de vil højst sandsynligt opleve, at deres rejse ender netop der. Der er nemlig ingen færgerute videre fra Island til Canada. Man skal derfor være mere end heldig, hvis man skal snige sig med på et fly.
Vagterne på Hirtshals containerhavn havde også bid den forgangne weekend. Her blev fire unge mænd fra Algeriet, tre 15-årige drenge og en 18-årig, anholdt, efter de havde kravlet over hegnet til havnen og forsøgt at gemme sig under presenningen på en lastbil, skriver Nordjyske.dk.