Fortsæt til indhold

Påvirket bilist flygtede fra politiet med vanvittig fart gennem Aarhus

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En biljagt gennem Aarhus med hastigheder på over 150 km/t udspillede sig sent natten til mandag fra Aarhus Nord mod det centrale Aarhus, hvor politiet til sidst ved firetiden formåede at få anholdt en alkoholpåvirket mand.
Biljagten startede klokken 03.45, hvor manden i sin sølvgrå Audi A6 blev set holde ved krydset mellem Hasle Ringvej og Randersvej. Manden var tidligere blevet set køre med høj hastighed gennem byen, og derfor kørte en patruljevogn hen foran ham.
Manden var dog ikke interesseret i at stoppe, hvorfor han stak af i retning af Randersvej med høj hastighed. I krydset ved Stokholmsgade kørte han over for rødt med mindst 100 km/t, og det samme gjorde han i krydset ved Langelandsgade uden at bremse ned.
Herefter accelererede han til op over 150 km/t og kørte over for rødt ved krydset i Nordre Ringgade, hvorefter patruljen mistede ham af syne.
Flere patruljer søgte efter manden i området, og pludselig blev han set løbende fra Nørre Boulevard og Kirkegårdsvej. Manden blev til sidst anholdt klokken 04.05.
Her kunne man konstatere, at han var spirituspåvirket, og at han natten forinden havde fået konfiskeret en bil på grund af, at han gentagne gange har kørt uden kørekort.
Audien blev kort tid efter fundet ved Nørre Boulevard, hvor den var kørt galt.
dp

Døgnet i øvrigt

Færdselsuheld
En 24-årig mand førte søndag kl. 13.49 en personbil ad Daubjergvej i vestlig retning og frem til krydset Ringgaden, hvor han ville svinge til højre. Grundet opstillet afskærmning i forbindelse med vejarbejde på fortov, var der meget dårlig udsyn, og han overså en 57-årig kvinde, der cyklede på sin el-cykel ad cykelstien langs Ringgaden i nordlig retning. Kvinden havde ondt i sit højre skinneben efter påkørslen.
Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
En 20-årig mand førte søndag kl. 09.29 en personbil ad Rasborgvej i Solbjerg, selvom han ikke havde førerret og var påvirket af euforiserende stoffer.