Fortsæt til indhold

Ophidset gæst slog bartender i ansigtet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En bartender på beværtningen Sherlock Holmes i Frederiksgade, Aarhus C, blev natten til onsdag slået to gange i ansigtet med knyttet hånd.
Bag voldshandlingen stod en 31-årig mand, som var utilfreds med den jakke, han fik udleveret, da han skulle forlade stedet, og den utilfredshed gik tilsyneladende ud over bartenderen, som dog sammen med en gæst formåede at holde den 31-årige tilbage, til politiet ankom.
Manden blev anholdt klokken 01.52 og bliver løsladt onsdag, når han er blevet afhørt.
Bartenderen fik en skade på næsen og et blåt mærke under det ene øje.
dp

Spirituskørsel
En 57-årig mand førte natten til onsdag kl. 01.40 en scooter ad Risvang Allé i Århus N, selvom han havde indtaget spiritus over den tilladte grænse.

Kørsel uden førerret
En 31-årig mand førte natten til onsdag kl. 03.40 en bil ad Vestergade i Aarhus, selvom han ikke havde gyldigt kørekort. En 26-årig kvinde, bilens ejer, er sigtet for at overlade sin bil til en person uden gyldig førerret.

Lov om euforiserende stoffer

En bil blev tirsdag kl. 16.06 standset i Grønnegade i Aarhus C. I bilen sad to personer, en 24-årig og en 26-årig mand, der begge blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, idet de var i besiddelse af henholdsvis tre gram hash og et gram skunk.