Har du set Basil?
Københavns Politi vælger nu at efterlyse Basil Hassan med foto. Basil Hassan er den person, der igennem flere år har været kendt i pressen som BH, og som er internationalt efterlyst i forbindelse med drabsforsøget på historiker, journalist og forfatter Lars Hedegaard, der fandt sted den 5. februar 2013 på Hedegaards daværende bopæl Pelargoniavej på Frederiksberg.
Årsagen til, at Basil Hassan nu efterlyses er, at der ved Retten på Frederiksberg den 28. november blev afsagt en kendelse, som ophæver det navneforbud, der siden 2014 har været nedlagt i sagen. Kendelsen blev kæret til Østre Landsret, som nu har stadfæstet dommmen, hvilket betyder at navneforbuddet endeligt er ophævet.
Da navneforbuddet nu er ophævet, vælger Københavns Politi at efterlyse Basil Hassan med foto og navn. Han blev den 7. november 2014 ved et retsmøde afholdt for dobbelt lukkede døre fængslet in absentia ved retten på Frederiksberg og blev herefter internationalt efterlyst.