Kvinde og børn overfaldet af aggressivt par - sparkede ud efter hest og truede med gevær
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Torsdag eftermiddag var en 41-årig kvinde, hendes børn og deres hest udsat for en rigtig ubehagelig oplevelse.
De var alle ude at ride en tur - kvinden var på hest og børnene på cykel - på Hørretvej mellem Mårslet og Moesgaard ved 13-tiden, da en ung kvinde pludselig overfalder dem på en mark.
Kvinden råber og skriger og sparker den 41-årige på låret. Og hesten bliver der sparket ud efter, så den får revet sig løs og løber ned for enden af marken.
Samtidig kommer en mand kørende i en firhjulstrækker, hvis nedrullede vinduer han råber ud af mod den 41-årige kvinde.
Han råber blandt andet, at kvinden og hendes børn er heldige, at parret ikke har sit gevær med.
Østjyllands Politi oplyser, at den 41-åriges beskrivelse af hændelsen giver gode muligheder for at finde frem til de to aggressive personer.
dp
Døgnet i øvrigt
Færdselsuheld
En 53-årig mand kørte med bil og trailer torsdag kl. 08.09 i sydlig retning ad Sønderskovvej mod lyskrydset ved Lystrup Centervej. I krydset foretog han u-vending til gene for en 24-årig kvindelig bilist, der kørte bagved ham og prøvede at undvige venstre om, men påkørte part 1´s venstre front. Ringe material skade, og ingen personskade.
Færdselsuheld
En 43-årig kvindelig bilist kørte torsdag kl. 10.30 ad Viborgvej mod sydøst. Idet hun standsede ved et fodgængerfelt ved Den Gamle By blev hun påkørt bagfra af en 38-årig mandlig bilist, som blev påkørt af bagfra af en 25-årig mandlig bilist, Der skete ringe materielskade og ingen personskade.
Færdselsuheld
Tre unge personer krydsede torsdag kl. 20.18 pludselig Jernaldervej i Århus V, da en 41-årig mandlig bilist kom kørende. Den ene dreng blev ramt af bilens venstre sidespejl med skulderen. Han løb sammen med den ene person fra stedet, mens den sidste, en 15-årig dreng (vidnet), blev på stedet. Vidnet mente, at de andre var løbet fra stedet, da de var bange for, at de havde gjort noget forkert.
Færdselsuheld med personskade
En 53-årig kvindelig bilist kørte i går kl. 09.45 ud for ubetinget vigepligt, da hun fra en motorvejsafkørsel kørte ud på Genvejen i Viby J. På Genvejen kørte en 41-årig mandlig lastbilchauffør, der ikke kunne nå at standse, da kvinden kørte ud foran ham. Kvinden er indlagt på hospitalet. Hendes tilstand blev i går meldt som kritisk, men stabil.
Færdselsuheld
Da en lastbil torsdag kl. 08.32 på Østjyske Motorvej, sydgående, aktiverede havariblinket og nedsatte hastigheden markant, bremsede en bagved kørende 64-årig bilist ned til en hastighed på 10 km/t. En bagvedkommende, 33-årig bilist nåede ikke at bremse ned på grund af for kort afstand til forankørende, hvorfor han påkørte den 64-årige bilist. Der skete ingen personskade. Den 33-årige er sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han ikke holdt tilpas afstand.
Spiritus-og narko kørsel og kørsel uden kørekort
En 25-årig mandlig bilist kørte natten til fredag kl. 02.03 ved Nørreport i Århus C i en Porsche Cayenne påsat stjålne nummerplader. Han var påvirket af spiritus og euforiserende stoffer og var administrativt inddraget førerretten. Manden blev anholdt og medtaget på stationen. Kørsel uden kørekort
Kørsel uden kørekort
En 72-årig kvinde kørte torsdag kl. 21.37 ad Sønder Alle i Århus C, selvom hendes førerret ikke var blevet fornyet efter, at det udløb i 2014.
Kørsel uden kørekort
En 26-årig mand kørte natten til fredag kl. 02.22 ad Rydevænget i Aarhus V i personbil, selvom han ikke havde generhvervet sin førerret.