Fortsæt til indhold

Roskilde-gader afspærret ved dagens bisættelse af Jesper Jul

Krimi
Jacob Nielsen

I dag klokken 14 bisættes politiassistent og hundefører ved Københavns Vestegns Politi, Jesper Jul, som om morgenen tirsdag den 6. december blev skudt og dræbt af en psykisk syg mand foran politigården i Albertslund.
Bisættelsen skal foregå fra Roskilde Domkirke. Der er tale om en statsbegravelse, som - udover familie, særligt inviterede venner og kollegaer - betyder deltagelse fra det officiel Danmark.
Derfor skrues der de næste mange timer op for sikkerheden i det centrale Roskilde, hvor der laves omfattende afspærringer af veje omkring domkirken, hvilket kan medføre store trafikale problemer.
"Det kan være vanskeligt at passere de allernærmeste gader i bil, hvorimod der ikke er problemer for gående. Vi skal derfor anbefale, at man undgår at køre ind i området i bil fra ca. kl. 10.00 og til ca. kl. 15.30. Afspærringerne omkring domkirken forventes fjernet umiddelbart efter bisættelsen," lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.