Beder Interpol om hjælp
Den 11. juli fandt to livreddere og en surfer en druknet mand i vandet ud for Tisvildeleje Strand. Men selvom politiet siden da har arbejdet på højtryk på at få identificeret manden, har man endnu ikke formået at få det afgørende gennembrud. Nu har dansk politi bedt sine europæiske kolleger om hjælp.
LÆS OGSÅ: Politiet offentliggør billede af druknet mand i Tisvilde: Ved du, hvem han er?
Manden blev fundet med to vægtskiver bundet om livet. Derfor betragtede politiet i første omgang dødsfaldet som 'mistænkeligt'. Men efter obduktionen konkluderede politiet, at manden ikke havde været udsat for en forbrydelse.
Obduktionsrapporten gav dog ikke nogle svar på, hvem manden var. Leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst, håbede ellers, at især tandsættet kunne give nogle svar.
Har offentliggjort billede
"Vi troede, at tænderne måske kunne give noget afklaring omkring, hvem manden er. Men de gav ikke noget. Tænderne havde en fin europæisk standard," siger han. Politiet har derfor valgt at offentliggøre et billede af manden. Det har ifølge Henrik Gunst givet et par henvendelser.
"Der er folk, der har reageret på billedet. Men de har desværre ikke ført til noget i forhold til at få manden identificeret."
Derfor er sagen nu sendt videre til Interpol.
LÆS OGSÅ: Politiet fastslår: Druknet mand med vægtskiver om livet blev ikke myrdet
"Vi forsøger nu at gå længere ud i periferien. Det betyder, at vi via Interpol efterlyser ham - og beder vores europæiske kolleger om at undersøge, om de i deres system har en efterlyst, der passer på mandens signalement.
Politiet anslår, at manden har ligget i vandet i tre-syv dage. Derfor er han heller ikke nødvendigvis druknet i Tisvildeleje, men kan være ført med strømmen.
Politiet beskriver ham som 30-45 år, cirka 188 cm høj, almindelig af bygning, høj pande med mørkt kort hår. Han var iført sorte Ralph Lauren boxershorts samt et herrearmbåndsur af mærket Emporio Armani med metallænke, da han blev fundet.