Fortsæt til indhold

49-årig mand forsøgt dræbt efter skænderi

Politiet måtte onsdag rykke ud til et forsøg på manddrab i Kolding

Krimi
Af Emma Biørn Fish

Onsdag aften klokken 20.38 måtte politiet rykke ud til Stejlbjergvej i Kolding, hvor en 49-årig mand netop havde været udsat for et drabsforsøg.

“Den 49-årige havde haft et skænderi med en bekendt ude foran en bygning på Stejlbjergvej, som resulterede i tumult, hvor den bekendte stak den forurettede tre gange med en lommekniv,” fortæller Carsten Andersen fra Sydøstjyllands Politi.

Da politipatruljen ankom til stedet, var det forholdsvist nemt at lokalisere gerningsmanden til trods for, at han var stukket af fra stedet.

“Gerningsmanden og den forurettede kendte hinanden overfladisk i forvejen og har haft kontroverser før. Desuden var der et vidne på stedet, så vi fandt ham ret hurtigt,” forklarer Carsten Andersen.

Gerningsmanden var en 48-årig mand fra Kolding, som nu er anholdt. Han kommer for retten i løbet af torsdagen, hvor han sigtes for forsøg på manddrab.